Studerende takker nej til boliggaranti i Aarhus

Fem ud af seks ansøgere til boliggarantien siger nej tak eller svarer aldrig på Kollegiekontorets boligtilbud. Boligerne er for dyre og ligger for langt væk fra centrum. 

 Af Nina Gaunø Fredberg

Boligmarkedet gløder. Sådan lyder det hvert år ved studiestart, men alligevel siger en stor del af de studerende nej tak til Kollegiekontorets tilbud om en bolig.

Per Juulsen, der er direktør for Kollegiekontoret i Aarhus, oplyser, at omkring 4100 studerende i år har søgt boliggaranti i Aarhus, men kun 663 har sagt ja til de tilbudte boliger, hvilket kan undre i en by som Aarhus, der er kendt for et voldsomt pres på boligmarkedet.

“Mange studerende vil gerne bo centralt, men ved boliggarantien får man ikke tilbudt de allermest eftertragtede og centrale boliger, og når de studerende opdager det, så siger de nej tak, og finder på andre løsninger”, siger Per Juulsen.

Han oplyser desuden, at priserne på studieboligerne, som tilbydes, ligger mellem 2500-4000 kroner, og han mener derfor ikke, at prisniveauet er grunden til, at mange takker nej.

Boligforhold har betydning for trivslen på studiet   

Formanden for Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Emil Outzen, er dog af en anden overbevisning.

“SU’en er grundstenen i de fleste studerendes budget, og hvis de skal bruge op mod 4000 kroner på bolig, så forstår jeg godt, at de begynder at søge efter billigere løsninger eller boliger, som i det mindste ligger mere centralt”, fremhæver han.

Ifølge ham er det både et problem, at boligerne er for dyre, men også at de ligger for langt fra uddannelsesstederne og studiemiljøet.

“Mange, der flytter til Aarhus, kender ikke nogen, og derfor er det vigtigt at kunne være en del af studiemiljøet, da det er en meget vigtig faktor for frafaldet på uddannelserne. Det kan godt blive et problem, hvis de studerende bor for langt væk”, påpeger han.

Flere på vej

I Aarhus Kommune arbejdes der på højtryk for at få opført flere studieboliger. I løbet af de kommende fire år har boligforeningerne i Aarhus fået tilsagn til at opføre 3000 nye ungdomsboliger.

Et tiltag som studenterrådsformanden er positivt stemt overfor, såfremt boligerne bliver til at betale.

“Kommunen er heldig, at den har så mange store uddannelsessteder, og derfor synes jeg – både for dens egen attraktivitets skyld, men også for de nye studerendes trivsel – bør sætte ambitiøse mål for almene boliger i Aarhus”, siger han.

"I Aarhus er man heldig, at man har mange store uddannelsesinstitutioner. Derfor bør kommunen også afsætte ambitiøse planer for almene studieboliger i Aarhus", siger formanden for Studenterrådet, Emil Outzen.

Hos Kollegiekontoret anbefaler de dog stadig, at man siger ja til deres tilbud, selvom det måske ikke ligefrem er drømmeboligen, da det kan være en god midlertidig løsning, indtil man får noget mere centralt tilbudt.

 

 

Flere anbragte unge kommer i plejefamilie

Anbragte unge kommer i højere grad end tidligere i plejefamilier frem for døgninstitution. En tendens, som kan være bekymrende, da det kan være svært for plejefamilierne at håndtere de unges problemer.

Af Nina Gaunø Fredberg

 Når et barn eller en ung har behov for særlig støtte, kan kommunerne iværksætte en anbringelse uden for hjemmet. Valget mellem familiepleje eller døgninstitution skal foretages af kommunen på baggrund af, hvilket anbringelsessted der bedst imødekommer barnets behov for hjælp og støtte.

I anden kvartal af 2017 var der næsten dobbelt så mange unge på døgninstitution sammenlignet med plejefamilie.

Næsten dobbelt så mange teenagere i aldersgruppen 14-17-årige er anbragt på døgninstitution sammenlignet med familiepleje, viser tal fra Danmarks Statistik, men samtidig viser tallene, at antallet, som kommer i familiepleje, stiger, mens antallet af unge i institution er faldende.

Udviklingen i anbrigelsessted de seneste fem år.

På bare fem år er antallet af teenagerne, som er i familiepleje steget med 858 procent svarende til 532 unge, mens antallet på døgninstitutionerne er faldet med 13 procent svarende til 161 unge.

Familieplejen giver ikke den nødvendige hjælp   

Seniorforsker Anne Dorthe Hestbæk fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) bekræfter tendensen, men påpeger samtidig, at mange unge ikke vil kunne få den hjælp, som de har behov for, i familieplejen:

“Der sker i øjeblikket en omfordeling, hvor der kommer flere børn og unge fra døgninstitutionerne over i familiepleje. Kommunerne forsvarer det med, at de gør det, fordi forskningen viser, at det er bedre for de unge at vokse op i noget familielignende, og det er på sin vis rigtigt. Det er bare ikke rigtigt at sige, at alle har godt af det. Mange af de ældste børn, som puttes over i familieplejen, har så svære problemer, at de har behov for professionel behandling, og det kan familieplejen ikke i samme grad give dem”, påpeger hun.

Billigere med familiepleje

Ifølge Anne Dorte Hestbæk er tendensen i højere grad et udtryk for en politisk prioritering om at spare penge end om at hjælpe de unge bedst muligt, da det er væsentlig billigere for kommunerne at sende børnene i familiepleje frem for på institution.

“Det koster måske en femtedel eller sjettedel at være i familiepleje sammenlignet med døgninstitution, så derfor vil rigtig mange af kommunerne gerne have børnene i familiepleje. Det er skidt, da det er en tendens, som kan forårsage, at nogle af de unge, som ryger over i familieplejen, ikke får den nødvendige hjælp, som de kunne have fået på døgninstitutionerne”, siger hun.

Forventningsartikel til 2. semester

– Navn og alder
Nina Gaunø Fredberg, 24 år

– Baggrund og personlige interesser/fritid:
Jeg kommer fra Aalborg, og har pendlet det første halve år, men er netop flyttet til Århus.  Og jeg er vild med byen! I Aalborg har jeg  arbejdet som freelance journalist for Nordjyske Medier, indtil jeg startede på DMJX. Jeg elsker, at have mange bolde i luften, og have gang i projekter. Det har gjort, at jeg også er sprunget ud som iværksætter, hvilket jeg synes er rigtig spændende. Derudover elsker jeg at bruge tid med  venner og familie, træne, lave mad og drikke en masse rødvin!

– Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb?
Først og fremmest forventer jeg at lære endnu mere om den journalistiske arbejdsproces og blive mere sikker i de værktøjer, som vi allerede har fået præsenteret. Jeg kan se på planen for semesteret, at nyhedsjournalistik kommer til at fylde en stor del, så det forventer jeg også at blive meget klogere på.

– Hvordan har du forberedt dig til forløbet?
Jeg har fulgt godt med i nyhederne hen over sommeren. Derudover har jeg fået læst en masse, imens jeg har været ude og rejse, og så sidder jeg jo og skriver denne her fremragende artikel 😉

– Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde?
Jeg synes, det er et svært spørgsmål, men jeg er nok især god til at holde fokus og strukturere. Derfor er jeg nok også en meget god mødeleder, da jeg er god til at få folk til at fokusere og sat arbejdsprocessen i gang og samtidig sørge for, at der hele tiden er fremdrift.

– Hvad er dine ambitioner for forløbet (evt. på en skala fra 1-10)?
10!! Om et år skal vi i praktik, så mine forventninger er store. Jeg regner med at skulle lære en hel masse!

– Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider?
Min stærkeste side er nok, at jeg er meget passioneret og grundig med alt, jeg laver. Denne perfektionisme kan dog også blive vendt til min svageste side, da den ikke altid hænger godt sammen med alle vores deadlines.

– På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig?
Jeg vil gerne blive mindre selvkritisk. Forstået på den måde, at jeg stadig synes, det er godt at være lidt selvkritisk, men samtidig skal man også huske at være stolt af det arbejde, man laver. Det, tror jeg, er sundt! Derudover vil jeg gerne lidt dybere ind i politik, hvilket jeg også tror, dette semester giver rig mulighed for.

– Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?
Øve, øve øve! Og så opsøge endnu mere viden og diskutere, hvad der sker i samfundet.

DERFOR BLIVER VI STADIG GIFT I DAG

PÅ TRODS AF DE HØJESTE SKILSMISSERATER NOGENSINDE LEVER DE ROMANTISKE DRØMME OG FORESTILLINGER OM GIFTEMÅLET STADIGVÆK. OM EN MÅNED SKAL LONE OG NIKOLAJ GIFTES. DE SKAL I KIRKEN ERKLÆRE DERES KÆRLIGHED TIL HINANDEN. BÅDE OVER FOR DERES FAMILIE OG VENNER, MEN OGSÅ FOR HINANDEN. MEN HVORFOR VÆLGER FOLK OVERHOVEDET AT BLIVE GIFT I DAG? DET ER DER IFØLGE EKSPERTER TO ÅRSAGER TIL

 

 Af Nina Gaunø Fredberg

 “Vil du gifte dig med mig?” spørger Nikolaj, da de en efterårsmorgen for halvandet år siden sidder og spiser brunch i deres fælles lejlighed. Glædestårerne begynder at løbe ned af kinderne på Lone, inden hun når at svare ja.

For syv måneder siden gik Nikolaj på knæ for Lone og fortalte hende, at han ønsker at dele resten af livet med hende. Lone er selv opvokset som skilsmissebarn og havde aldrig troet, at hun skulle giftes, men det formåede Nikolaj at ændre på.

“Indtil for et par år siden har jeg påståeligt sagt, at jeg aldrig skulle have børn eller giftes, men efter jeg har mødte Nikolaj, har alt ændret sig. Han har givet mig troen på familielivet, og at kærligheden kan bære det hele vejen,” fortæller Lone.

Vi tror stadig på den eneste ene
Men hver gang to mennesker vælger at blive gift, er der over 50 % sandsynlighed for, at de bliver skilt. Det viser tal for Danmarks Statistik, som i 2016 kunne melde om de højeste skilsmisserater nogensinde. Dette lader dog ikke til at påvirke danskerne, da antallet af vielser, de seneste seks år, samtidig har været stigende.

Dette undrer ikke sex- og samlivsekspert Birthe Kock-Jensen, som ikke mener, at de høje skilsmissetal påvirker os, når vi vælger at blive gift.

“Folk går ikke ind i ægteskabet med troen på, at det ikke kan lykkes. De går ind i det, fordi de tror på den romantiske drøm om kærligheden. De tænker slet ikke på skilsmisser, når de skal giftes. Når man møder drømmepartneren, så komplimenterer man hinanden så godt, at man kommer til at føle sig hel som menneske, og så tror man på, at forholdet vil holde,” fortæller hun.

Ifølge Birthe Kock-Jensen er troen og jagten på den eneste ene noget fundamentalt i alle mennesker. En form for urkraft, som sidder i os, og derfor vælger vi fortsat at indgå ægteskaber med hinanden.

“Vi er jo dyr i bund og grund, og derfor er vi ikke beregnede til at være ensomme. Vi er beregnede til at forplante os, og for at kunne forplante os skal vi være to,” påpeger Birthe Kock- Jensen.

For Lone betyder det meget at blive gift, men hun er også realistisk og godt klar over, at der ingen garantier er i livet.

“Om du er gift, eller om du har børn er ikke længere garanti for nogen som helst. Men for mig er brylluppet en beskæftigelse på, at man siger til hinanden, at det er dig, som jeg ser mig selv blive gammel med, og det er dig, som jeg gerne vil være sammen med resten af livet,” fremhæver hun.

Kærlighedens fest
Selvom Lone aldrig havde drømt om et bryllup, så er prinsessedrømmen lige så stille kommet mere og mere til hende. Det oplevede hun eksempelvis, da hun skulle ud og købe brudekjole.

“Jeg prøvede nogle forskellige kjoler. Den første var uden slæb, den næste havde lidt slæb og den sidste havde masser af slæb, og det blev den, jeg valgte. Selvom det slet ikke var den, som jeg havde set mig selv i. Det var lidt som om, at prinsessedrømmen kom til mig,” påpeger Lone.

Derfor har parret også valgt, at ligge et budget for brylluppet, for at det ikke skal tage overhånd, da de godt kan fornemme, at brylluppet nok ikke bliver helt så simpelt, som de først havde regnet med.

“Nu skal vi både have band, fotograf, tre retters menu, bryllupskage, natmad og morgenmad til de overnattende gæster. Der er hele tiden blevet bygget oven på vores basic ide. Brylluppet er kun den ene dag, og så skal det også være gennemført,” fortæller Lone.

Lone og Nikolaj skal giftes den 24. juni. Brylluppet er planlagt til punkt og prikke, og de glæder sig til at fejre dagen med med familie og venner. “For os er det helt specielt, at de vil være med til at fejre vores kærlighed,” forklarer Lone.

At mange bryllupper ender med at lægge sig tungt på flere af de velkendte bryllupstraditioner ligesom Lone og Nikolajs bryllup, er der ifølge Birthe Kock-Jensen en god forklaring på.

“Vi lever overordnet mindre traditionelt end tidligere, men vi har stadig masser af traditioner som konfirmationer, dåb, begravelser og jul, og de har ikke forandret sig særlig meget. Man forsøger derfor at holde traditioner i gang, da de i bund og grund betyder meget for vores kultur og fællesskab,” forklarer Birthe Kock-Jensen.

Efterrationaliseringsbryllup
Ifølge Erik Boye, præst i Vodskov Kirke, er der dog midlertidig også en mere symbolsk og praktisk årsag til, at folk i dag bliver gift.

“I gamle dage blev man forlovet, gift, flyttede sammen og fik børn, men sådan er det ikke længere. Nu flytter man sammen, får barn nummer et, bliver gift og får barn nummer to. Brylluppet bliver lidt en form for efterrationalisering. Dels vil de gerne have orden i tingene arvemæssigt og forsikre hinanden, og samtidig er brylluppet ligesom en markering af, at det går godt, og at de elsker hinanden,” forklarer han.

Ifølge Erik er ægteskabet derfor ikke længere et helt så romantisk kæmpe stort spring, som det var i gamle dage, men mere en festlig markering af kærligheden.

“I dag gifter man sig ofte på baggrund af familielivet, men prøver samtidig at holde fast i det romantiske ved foreksempel frieriet,” fremhæver Erik.

På bordet i den lille lejlighed, hvor Nikolaj og Lone bor, ligger en lille billedbog, som Lone smilende viser frem. Den er fyldt med billeder af Nikolaj og hende. For Lene er den et symbol på deres liv før de bliver gift. Billedbogen er et kapitel. Det skal ikke lukkes, men når de er gift træder de ind i et nyt.

For Lone og Nikolaj er brylluppet først og fremmest en romantisk fejring af kærligheden, men samtidig bliver det også indgangen til et nyt kapitel i deres liv, hvor de gerne vil have børn og hus.

32-årig anklaget for vold og grove trusler

En 32-årig mand stod mandag i byretten i Aalborg tiltalt for vold og grove trusler mod sin ekskærestes nye partner. På trods af modstridende forklaringer fra de indkaldte vidner og tiltalte endte sagen med 10 dages betinget fængsel til den anklagede

Af Nina Gaunø Fredberg

 AALBORG: En 32-årig mand sad mandag på anklagebænken ved byretten i Aalborg. Her var han tiltalt for at have spyttet, skubbet og fremsat dødstrusler mod hans ekskærestes nye partner.

Tiltalte erkendte sig i retten skyldig i at have spyttet manden i hovedet, men nægtede hårdnakket at have skubbet og fremsat dødstrusler mod ham.

I retten forklarede tiltalte, at han sammen med ekskæresten har en datter på seks år, men at de har uoverensstemmelser om samværet, og tiltalte oplever ikke, at han får det samvær med datteren, som han er berettiget til ifølge deres fælles forældremyndighed.

Episoden udspillede sig en junidag sidste år, hvor tiltalte og hans nye kæreste tilfældigt kom kørende forbi ekskæresten, hendes nye partner og datteren. Da han på daværende tidspunkt ikke havde set datteren i tre uger, holdt han ind til siden, gik over til datteren og tog hende op i sin favn. Tiltalte forklarede, at moderen i situationen var protesterende, og tiltalte skulle som reaktion på dette have råbt: “Må jeg heller ikke få min datter i dag?”, men han nægtede at have afgivet trusler og udøvet vold i situationen. Tiltalte forklarede dog, at han i situationen blev provokeret af ekskærestens nye partners attitude og derfor spyttede ham i hovedet.

Modstridende forklaringer

Både ekskæresten og hendes nye partner var indkaldt som vidner i retten, og de holdt begge benhårdt fast i, at tiltalte ud over at have spyttet også skulle have fremsat truslen: “Jeg slår dig ihjel” mod ekskærestens nye partner. Herudover skulle tiltalte have skubbet ham med den ene hånd, så han var tæt på at vælte. Begge beskrev de, at de under hele episoden havde været meget bange.

Også tiltaltes kæreste var indkaldt som vidne i sagen, og hun bakkede op om tiltaltes forklaring og afviste derfor, at der skulle have været tale om dødstrusler og vold. Hun argumenterede med, at tiltalte havde holdt sin datter i favnen med begge arme, og det dermed ikke ville have været muligt at skubbe, og dødstruslerne afviste hun klart.

Et af de springende punkter i sagen mandag var altså, hvorvidt tiltalte ud over at have spyttet også skulle dømmes for vold og dødstrusler.

Skyldspørgsmålet

Som følge af de to forhold krævede anklageren tiltalte dømt i overensstemmelse med anklageskriftet og dermed skyldig i alle forholdene. Hun argumenterede med, at ekskæresten og hendes nye partners forklaringer var meget ens og hang godt sammen. Derudover anmeldte de sagen lige efter, den havde fundet sted, hvilket ligeledes styrkede deres troværdighed.

I kraft af episodens art anmodede anklageren derfor dommeren om en fængselsstraf på mindst 60 dage, men anførte, at straffen dog kunne være betinget, da tiltalte ikke tidligere er straffet.

 Den tiltaltes forsvarer havde andre meninger om forholdene og argumenterede flittigt for, at tiltalte skulle frikendes i de to forhold, som han ikke selv havde erkendt. Han påpegede, at begge parters forklaringer kunne være lige rigtige, og man derfor burde frikende.

Dømt for vold

Efter en kort pause kom domsafsigelsen. Dommeren vurderede, at der ikke var belæg for at dømme den 32-årige for dødstruslerne. Anderledes var dommerens vurdering i forholdet om vold. Den endelige domsafsigelse lød derfor på 10 dages betinget fængsel for at have spyttet og skubbet ekskærestens partner.

 

Vinkel: Jeg vil gerne fortælle, at tiltalte er anklaget for vold og dødstrusler, hvilket han i mandags blev delvist dømt for.

anslag: 3487

 

 

Ellen mistede begge sine børn med to års mellemrum

At miste sit barn må være noget af det værste, en mor kan forestille sig. At miste to virker helt ubærligt og urimeligt, men dette scenarie er virkeligheden for 65-årige Ellen Bæk, som trods sorg og smerte er kommet videre i tilværelsen ved at acceptere, at sorgen altid vil følge hende

Af Nina Gaunø Fredberg

 “Begge vores børn skrev lange afskedsbreve, hvori de klart gav udtryk for, at deres ønske om at dø ikke var vores eller andres skyld. De skrev, at vi var gode forældre og altid havde været der for dem i deres sygdomsforløb, men at sygdommen ødelagde deres liv,” fortæller Ellen Bæk.

Med to års mellemrum valgte hendes søn og datter at tage afsked med livet. Begge led af den psykiske sygdom bipolar lidelse – også kaldet manidepressiv sygdom, som er kendetegnet ved, at stemningslejet svinger mellem manisk og depressiv tilstand. Sønnen nåede at leve med sygdommen i 11 år, mens hendes datter først blev diagnosticeret to år inden hun døde i 2007.

Deprimeret og livstræt

Sygdommen kom første gang ind på livet af Ellen og hendes familie, da sønnen var 18 år. Han blev meget deprimeret og var indlagt på psykiatrisk hospital i Aalborg, hvorefter han fik diagnosen. Han blev medicineret og havde syv år uden symptomer, men lige op til påsken 2002 brød sygdommen ud igen, og han blev indlagt på den lukkede afdeling i Aalborg. På dette tidspunkt fornemmede Ellen, at Uffe begyndte at miste livslysten:

“Vi snakkede ofte om, at det ikke var det her liv, som han ønskede, og han fortalte os, at han på et tidspunkt ville vælge livet fra. Der har derfor været mange gange, hvor vi har været bange for, at vi aldrig ville se ham igen, fordi han var så frygtelig deprimeret,” forklarer Ellen.

 Den aften Uffe ikke kom hjem

Alligevel kom det som et chok, den aprilaften i 2005, hvor sønnen valgte at tage sit liv.

“Han var ved at have det rigtig godt og var begyndt at arbejde på landbruget igen. Aftenen forinden sad min mand og jeg og snakkede med min fars bror – Uffes onkel Karl, og vi blev enige om, at nu havde Uffe det endelig godt,” fortæller Ellen med et lille smil på læben.

Men dagen efter gik Uffe ind i sin lade og hængte sig.

“Det var meget ubehageligt at finde ham i laden, men at være psykisk syg er også virkelig pinefuldt. Uffe blev begravet på Danmarks befrielsesdag den 4. maj, og til begravelsen snakkede vi om, at det måske også var Uffes befrielse. Vi havde været med i hele hans sygdomsforløb og vidste, hvor hårdt det var for Uffe at være så psykisk syg, som han var,” fortæller Ellen.

Datteren bliver syg  

Efter Uffes død havde Ellens datter Birgitte det meget svært. Hun gik til psykolog og var meget ked af det, og i oktober 2006 fik hun samme diagnose som sin storebror.

“Jeg kan huske, at jeg var fuldstændig udmattet af sorg, da Uffe døde. Jeg lå bare inde på sofaen og var fuldstændig energiforladt. Det var, som om jeg slæbte mine arme hen af jorden, men så blev Birgitte syg, og jeg måtte mande mig op igen,” fortæller Ellen.

Men Ellen oplevede ikke samme frygt for at miste sin datter, som hun havde oplevet med Uffe. Birgitte havde flere gang gjort det klart, at hun ikke kunne finde på at tage sit liv, da hun vidste, hvilken smerte det påførte de pårørende.

Personpåkørsel ved Hedehusene   

Ellen og hendes mand sidder den 5. januar 2007 i bilen på vej mod København for at besøge deres datter, da de i radioen hører, at der er sket en personpåkørsel ved Hedehusene på Nordøstsjælland.

“Jeg har sådan en underlig fornemmelse, da jeg hører det, men jeg vil ikke sidde og piske en stemning op, og jeg snakkede også med Birgitte om formiddagen, hvor hun sagde, at hun glædede sig til, at vi kom,” fortæller Ellen.

De prøver alligevel at ringe til datteren, men kan ikke ringe hende op, og da de kommer frem til lejligheden, står det klart for dem, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Der ligger et afskedsbrev fra Birgitte, hvori der blandt andet står, at hun vil gå ud foran et af togene ved Hedehusene. Klokken 20.30 ringer to betjente på døren og fortæller, at det er Birgitte, som er sprunget ud foran toget ved Hedehusene.

“Det kom som et chok, da hun hverken havde fortalt os eller hospitalet om sine selvmordtanker. Vi havde bestemt ikke set hende som selvmordstruet,” fortæller Ellen.

Livet går videre   

På trods af det umenneskelige tab det er at miste sine børn, så er det alligevel lykkedes Ellen og hendes mand at komme videre i tilværelsen. Men de har skullet acceptere at livet ændrede sig, og at sorgen altid vil være der.

“Vi har for eksempel måttet acceptere, at vi ikke får nogle børnebørn, men til gengæld har vi nogle små drenge og en lille pige, som vi låner en gang i mellem.  Men vi tænker da nogle gange over, at vi ikke har nogen til at tage sig af os, når vi bliver gamle, men så må vi jo bare holde os så godt i live som muligt,” griner Ellen og peger på en Gjøl-trold, de har stående i stuen, hvorpå der står: “Luk munden, og let røven.” For både Ellen og hendes mand betyder motion meget, da de ønsker at holde sig friske så længe som muligt.

Efterladte efter selvmord  

Ellen og hendes mand har altid været åbne om, hvad der er sket. En stor del af denne åbenhed praktiserer de i dag i Landsforeningen for efterladte efter selvmord, hvor Ellen er næstformand. Foreningen tager med åbne arme imod efterladte. Mennesker som har brug for ligesindede.

“Både min mand og jeg ser det som vores opgave at hjælpe andre i samme situation. I foreningen kan vi vise, at man stadig kan leve et liv, som er godt, selvom man på nuværende tidspunkt står i en skrækkelig situation,” fremhæver Ellen.

Mange efterladte efter selvmord oplever, at når de bringer talen hen på den, de har mistet, så bliver folk fjerne i blikket og ved ikke, hvad de skal sige. Det bliver derfor nemt et dobbelt tab, da man både har mistet et menneske og retten til at mindes det. I foreningen kan efterladte møde andre efterladte med lignende erfaringer, og det har også hjulpet Ellen meget at kunne dele sin sorg.

“Mange folk er berøringsangste, men vi vil gerne mindes vores børn. Efter vores datters død har Ejnar og jeg bestemt, at vi holder juleaften alene. Vi bruger aftenen på at mindes børnene. Også deres fødselsdage fejrer vi. Vi laver deres yndlingsmad – gerne dansk bøf eller flæskesteg til Uffes og ofte en kyllingeret til Birgittes, som vi ved, at hun elskede. Og om søndagen tager vi på kirkegården og besøger deres gravsteder,” forklarer Ellen.

Ellen og hendes mand Ejnar besøger hver søndag
deres børns gravsteder på Lillevorde Kirkegård. Foto: Nina Gaunø Fredberg

Min mand og jeg har altid været gode til at dele sorgen med hinanden. Det har helt sikkert styrket os, og hjulpet os meget med at komme videre i tilværelsen.

 

Antal tegn: 6486

Korrektur: Ramus Buch Hagelskjær

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, hvordan det opleves at miste sine børn til selvmord, men hvordan det trods den store sorg stadigt er muligt at komme videre i tilværelsen bagefter.

Just another Mediajungle.dk site