Ellen mistede begge sine børn med to års mellemrum

At miste sit barn må være noget af det værste, en mor kan forestille sig. At miste to virker helt ubærligt og urimeligt, men dette scenarie er virkeligheden for 65-årige Ellen Bæk, som trods sorg og smerte er kommet videre i tilværelsen ved at acceptere, at sorgen altid vil følge hende

Af Nina Gaunø Fredberg

 “Begge vores børn skrev lange afskedsbreve, hvori de klart gav udtryk for, at deres ønske om at dø ikke var vores eller andres skyld. De skrev, at vi var gode forældre og altid havde været der for dem i deres sygdomsforløb, men at sygdommen ødelagde deres liv,” fortæller Ellen Bæk.

Med to års mellemrum valgte hendes søn og datter at tage afsked med livet. Begge led af den psykiske sygdom bipolar lidelse – også kaldet manidepressiv sygdom, som er kendetegnet ved, at stemningslejet svinger mellem manisk og depressiv tilstand. Sønnen nåede at leve med sygdommen i 11 år, mens hendes datter først blev diagnosticeret to år inden hun døde i 2007.

Deprimeret og livstræt

Sygdommen kom første gang ind på livet af Ellen og hendes familie, da sønnen var 18 år. Han blev meget deprimeret og var indlagt på psykiatrisk hospital i Aalborg, hvorefter han fik diagnosen. Han blev medicineret og havde syv år uden symptomer, men lige op til påsken 2002 brød sygdommen ud igen, og han blev indlagt på den lukkede afdeling i Aalborg. På dette tidspunkt fornemmede Ellen, at Uffe begyndte at miste livslysten:

“Vi snakkede ofte om, at det ikke var det her liv, som han ønskede, og han fortalte os, at han på et tidspunkt ville vælge livet fra. Der har derfor været mange gange, hvor vi har været bange for, at vi aldrig ville se ham igen, fordi han var så frygtelig deprimeret,” forklarer Ellen.

 Den aften Uffe ikke kom hjem

Alligevel kom det som et chok, den aprilaften i 2005, hvor sønnen valgte at tage sit liv.

“Han var ved at have det rigtig godt og var begyndt at arbejde på landbruget igen. Aftenen forinden sad min mand og jeg og snakkede med min fars bror – Uffes onkel Karl, og vi blev enige om, at nu havde Uffe det endelig godt,” fortæller Ellen med et lille smil på læben.

Men dagen efter gik Uffe ind i sin lade og hængte sig.

“Det var meget ubehageligt at finde ham i laden, men at være psykisk syg er også virkelig pinefuldt. Uffe blev begravet på Danmarks befrielsesdag den 4. maj, og til begravelsen snakkede vi om, at det måske også var Uffes befrielse. Vi havde været med i hele hans sygdomsforløb og vidste, hvor hårdt det var for Uffe at være så psykisk syg, som han var,” fortæller Ellen.

Datteren bliver syg  

Efter Uffes død havde Ellens datter Birgitte det meget svært. Hun gik til psykolog og var meget ked af det, og i oktober 2006 fik hun samme diagnose som sin storebror.

“Jeg kan huske, at jeg var fuldstændig udmattet af sorg, da Uffe døde. Jeg lå bare inde på sofaen og var fuldstændig energiforladt. Det var, som om jeg slæbte mine arme hen af jorden, men så blev Birgitte syg, og jeg måtte mande mig op igen,” fortæller Ellen.

Men Ellen oplevede ikke samme frygt for at miste sin datter, som hun havde oplevet med Uffe. Birgitte havde flere gang gjort det klart, at hun ikke kunne finde på at tage sit liv, da hun vidste, hvilken smerte det påførte de pårørende.

Personpåkørsel ved Hedehusene   

Ellen og hendes mand sidder den 5. januar 2007 i bilen på vej mod København for at besøge deres datter, da de i radioen hører, at der er sket en personpåkørsel ved Hedehusene på Nordøstsjælland.

“Jeg har sådan en underlig fornemmelse, da jeg hører det, men jeg vil ikke sidde og piske en stemning op, og jeg snakkede også med Birgitte om formiddagen, hvor hun sagde, at hun glædede sig til, at vi kom,” fortæller Ellen.

De prøver alligevel at ringe til datteren, men kan ikke ringe hende op, og da de kommer frem til lejligheden, står det klart for dem, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Der ligger et afskedsbrev fra Birgitte, hvori der blandt andet står, at hun vil gå ud foran et af togene ved Hedehusene. Klokken 20.30 ringer to betjente på døren og fortæller, at det er Birgitte, som er sprunget ud foran toget ved Hedehusene.

“Det kom som et chok, da hun hverken havde fortalt os eller hospitalet om sine selvmordtanker. Vi havde bestemt ikke set hende som selvmordstruet,” fortæller Ellen.

Livet går videre   

På trods af det umenneskelige tab det er at miste sine børn, så er det alligevel lykkedes Ellen og hendes mand at komme videre i tilværelsen. Men de har skullet acceptere at livet ændrede sig, og at sorgen altid vil være der.

“Vi har for eksempel måttet acceptere, at vi ikke får nogle børnebørn, men til gengæld har vi nogle små drenge og en lille pige, som vi låner en gang i mellem.  Men vi tænker da nogle gange over, at vi ikke har nogen til at tage sig af os, når vi bliver gamle, men så må vi jo bare holde os så godt i live som muligt,” griner Ellen og peger på en Gjøl-trold, de har stående i stuen, hvorpå der står: “Luk munden, og let røven.” For både Ellen og hendes mand betyder motion meget, da de ønsker at holde sig friske så længe som muligt.

Efterladte efter selvmord  

Ellen og hendes mand har altid været åbne om, hvad der er sket. En stor del af denne åbenhed praktiserer de i dag i Landsforeningen for efterladte efter selvmord, hvor Ellen er næstformand. Foreningen tager med åbne arme imod efterladte. Mennesker som har brug for ligesindede.

“Både min mand og jeg ser det som vores opgave at hjælpe andre i samme situation. I foreningen kan vi vise, at man stadig kan leve et liv, som er godt, selvom man på nuværende tidspunkt står i en skrækkelig situation,” fremhæver Ellen.

Mange efterladte efter selvmord oplever, at når de bringer talen hen på den, de har mistet, så bliver folk fjerne i blikket og ved ikke, hvad de skal sige. Det bliver derfor nemt et dobbelt tab, da man både har mistet et menneske og retten til at mindes det. I foreningen kan efterladte møde andre efterladte med lignende erfaringer, og det har også hjulpet Ellen meget at kunne dele sin sorg.

“Mange folk er berøringsangste, men vi vil gerne mindes vores børn. Efter vores datters død har Ejnar og jeg bestemt, at vi holder juleaften alene. Vi bruger aftenen på at mindes børnene. Også deres fødselsdage fejrer vi. Vi laver deres yndlingsmad – gerne dansk bøf eller flæskesteg til Uffes og ofte en kyllingeret til Birgittes, som vi ved, at hun elskede. Og om søndagen tager vi på kirkegården og besøger deres gravsteder,” forklarer Ellen.

Ellen og hendes mand Ejnar besøger hver søndag
deres børns gravsteder på Lillevorde Kirkegård. Foto: Nina Gaunø Fredberg

Min mand og jeg har altid været gode til at dele sorgen med hinanden. Det har helt sikkert styrket os, og hjulpet os meget med at komme videre i tilværelsen.

 

Antal tegn: 6486

Korrektur: Ramus Buch Hagelskjær

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, hvordan det opleves at miste sine børn til selvmord, men hvordan det trods den store sorg stadigt er muligt at komme videre i tilværelsen bagefter.

I kantinen på VIA University College viser de eleverne den økologiske vej

 

Kantinen har siden 2015 gennemgået en økologisk omlægning og modtog i 2016 det sølv statskontrollerede spisemærke, som et bevis for at 60-90 % af deres råvarer og produkter er økologiske. Foto: Nina Gaunø Fredberg

 

VIAs kantine på Campus Aarhus Nord består af 60-90 % økologi. Det fremmer elevernes viden om økologi og bæredygtighed, og er et bevidst valg fra skolens side. Og samtidig er det ikke helt skidt, at eleverne også bliver glade i maverne.

 Af Nina Gaunø Fredberg

Solen skinner ind gennem de store vinduer i kantinen på Campus Aarhus Nord. En udefinerbar duft af krydderurter og friskbagt brød spreder sig i rummet. Udvalget i kantinen er overvældende. Lakseroulade, indisk rejme med tofu og bønner, alverdens salater og friskbagt brød er kun en brøkdel af udvalget. Lyde fra klingrende glas og tallerkner på serveringsvognene rumsterer i det store åbne rum. Flere steder i kantinen hænger der skilte med store Ø-symboler med kniv og gaffel rundt om. Det ligner tallerkener. Under Ø-symbolerne står der “60-90% økologi.

 

Det økologiske tilvalg

Kantinen har siden 2015 gennemgået en økologisk omlægning, hvilket betyder, at en stor del af de råvarer, som kantinen benytter, er økologiske. I den forbindelse gives det statskontrollerede økologiske spisemærke, som bevis på, at man lever op til de forskellige økologiske krav.

Det er muligt at opnå et bronzemærke (30-60 % økologi), et sølvmærke (60-90% økologi) og et guldmærke (90-100% økologi). I 2015 fik kantinen sit bronzemærke, hvorefter de i 2016 opnåede sølvmærket. Det betyder, at  60-90 % af det, som de i dag sælger i kantinen skal være økologisk.

De velkendte coca-colaere er skiftet ud med økologiske sodavand i kantinen hos VIA University, Campus Nord. Foto: Nina Gaunø Fredberg

Det økologiske tilvalg kommer tydeligt til udtryk, når man ser nærmere på produkterne i kantinen. Det lille, røde Ø-mærke med teksten “Statskontrolleret økologisk”, som man tit ser på cafeer og restauranter, springer i øjnene alle vegne, man ser. Coco-colaerne i køledisken er skiftet ud med røde ø-mærkede økologiske sodavand, og mælkeprodukterne og juicen er ligeledes økologiske.

 

Køkkenetteamet tager i høj grad højde for årstidens råvarer, når de planlægger ugens menu. Foto: Nina Gaunø Fredberg.

Inde i køkkenet hænger der en stor opslagstavle. En plakat med årstidernes råvarer falder i øjnene. Her står der måned for måned, hvilke råvarer der passer til årstiden.

Anders Liisberg, der er kantineleder på Campus Aarhus Nord fortæller, at det ikke er tilfældigt, hvilken mad kantinen laver:

”VIA har en overordnet mad- og måltidspolitik, som i sit udgangspunkt handler om, at vi skal lave sund og bæredygtig mad og herigennem lære eleverne, hvad der er gode spisevaner. Vi tager derfor udgangspunkt i sæsonens råvarer henover året”.

 

Økologi til billige penge

Skolens overordnede mål er sund, økologisk og bæredygtig mad til studievenlige priser. For eksempel kan en VIA-studerende købe dagens varme ret til den nette sum af 15 kroner.

Kantinen forsøger desuden hele tiden at være nytænkende, og er netop begyndt med et nyt tiltag i kampen for at stoppe madspil, fortæller Anders Liisberg:

”Vi har lavet det, som hedder et ’bonus-bord’. Her sætter vi hver onsdag vores overskud af mad ud, og så kan man blande en stor kasse for 20 kroner. På den måde medvirker vi til at stoppe madspild.”

Skolen ser det som sin pligt at lære eleverne om gode, sunde og bæredygtige spisevaner. Men hvad synes eleverne om skolens prioritering af økologi?

 

Glade maver giver glade studerende

Klokken er blevet 11.30 og kantinen, som har plads til omkring 650 elever, er ved at blive fyldt op. Der er lang kø om anretningsbordene, og maden virker populær blandt de unge.

Ved et af langbordene sidder tre piger, som læser til bioanalytikere. De er halvvejs igennem deres frokost og sidder og snakker. En af pigerne hedder Jawhariya. Hun fortæller, at hun synes rigtig godt om kantinen og dens bæredygtige tilvalg:

”Vi spiser i kantinen næsten hver dag. Køkkenet er gode til at variere maden, og jeg spiser sundere i kantinen, end hvis jeg selv havde madpakke med. At størstedelen af det, som sælges, er økologisk, er en rigtig god ting, da det er vigtigt at øge folks bevidsthed om bæredygtighed. Selvom det er økologisk, så er maden stadigvæk billig” påpeger Jawhariya og hendes studiekammerater nikker anerkendende.

Anslag: 3929

Korrektur: Rasmus Buch Hagelskjær

Drej, hop, spring

 “Som 5-årig kom jeg til min første prøvetime, og jeg har skøjtet lige siden. Aldrig holdt pause eller noget som helst. Det faldt bare lige i hak”

 Af Nina Gaunø Fredberg

Alle mennesker har fritidsinteresser, men det er forskelligt, hvor meget de fylder i ens hverdag. 25-årige Signe Svane Magnussen har dyrket kunstskøjteløb siden hun var fem år. Hun er en af dem, som lever og ånder for sin interesse. For hende har skøjteløb altid været første prioritet.

Selvtillid og anerkendelse

Signe bruger i gennemsnit 25 timer om ugen på træning og transport. Hun har aldrig drukket alkohol, og hun kom heller ikke med på studietur i 9. klasse, men Signe fortryder på ingen måde sin prioritering:

“Skøjteløb giver mig så mange ting! Først og fremmest gør det mig glad, og så giver det mig et tilhørsforhold, som jeg ikke finder noget andet sted – jeg føler jo, at jeg har en ekstra familie i skøjtehallen. Derudover giver det mig så meget glæde og livskvalitet, når man har trænet hårdt for at opnå noget, og det så endelig lykkes,” pointerer Signe.

Eksempelvis vandt hun engang Danmarksmesterskabet i kunstskøjteløb efter i flere år at have ligget på 2. og 3. pladsen. Fornemmelsen af pludselig at få lov at vinde og slå danskmarksrekord var en helt fantastisk og givende oplevelse for Signe.

“Den fornemmelse har jeg aldrig kunnet finde andre steder. Så var et 12-tal i skolen fuldstændig lige meget ved siden af,” fremhæver Signe.

Bagsiden af medaljen

Hendes store passion for skøjteløbet har dog også medført et stort psykisk pres. Især da hun skøjtede på eliteplan, hvor hun deltog i mange konkurrencer. Her er der altid folk, som holder øje med en, og der er altid ting, som man kan gøre bedre.

“På landsholdet blev vi ofte sat head to head med hinanden. Det var meget udmattende og et stort pres. Vi fik ingen penge for det, og jeg skøjtede jo for at have det sjovt, så på det tidpunkt var jeg meget tæt på at stoppe med at skøjte”.

Hun bliver stille et øjeblik, og det fornemmes tydeligt, at tiden som eliteskøjteløber har sat sine ar.

Skøjteglæden forsvinder aldrig

Signe er ikke længere på landsholdet, og hun har opgivet barndomsdrømmen om at blive professionel skøjteløber, men glæden ved skøjteløbet er stadig uændret. I dag læser hun Idræt på Aalborg Universitet, samtidig med at hun skøjter. Hun drømmer om at komme til Canada, hvor hun vil kombinere sin praktiske erfaring fra sine mange år på isen med sin faglige erfaring fra universitetet, og på den måde undervise andre skøjteløbere.

 

Anslag: 2513

Korrektur: Rasmus Buch Hagelskjær

God journalistik kræver også fotojournalister

Drivkraften er stærk i  22-årige Emma Mosfeldt Kryger, som netop er startet på fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus. Foto: Nina Gaunø Fredberg

 

 

 

 

På Danmark Medie- og Journalist Højskole i Århus har de fotojournaliststuderende og journaliststuderende fælles undervisning på 1. semester.  I sidste uge startede forårets hold, som består af 13 fotojournalister og cirka 115 journaliststuderende.

 

 Af Nina Gaunø Fredberg

 

Emma Mosfeldt Kryger er en af de heldige, som i sommer kom gennem nåleøjet og nu er i gang med 1. semester på fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

 

Emma kan godt se logikken i, at de fotojournaliststuderende har første semester sammen med de journaliststuderende, da de de også kommer til at arbejde tæt sammen senere.

 

“Fotojournaliststuderende og journalister kan supplerer og lære af hinanden på mange områder. Eksempelvis har vi forskellige måder at gå til en sag på. Som fotojournalist har man en helt anden visuel måde at tænke på, end mange journaliststuderende besidder”, fremhæver Emma.

 

Hendes opgave er eksempelvis mere, at undersøge hvordan hun kan formidle noget æstetisk ved brug af eksempelvis grafiske figurer, videoer og billeder, uden modtageren behøver at læse den tilhørende tekst. Omvendt ser hun journalisterne, som mere konkrete og i større besiddelse af skrive- og interviewredskaber end hende selv. På den måde kan de studerende lære meget af hinanden, da journalister i dag også skal kunne tænke i billeder og lyd, mens fotojournalister også skal kunne researche sig frem til historier, som danner baggrund for deres arbejde.

 

Det er dog problematisk, at skolen i nogle tilfælde får de fotojournaliststuderende til at føle sig nedprioriteret. Emma fremhæver her, at hun godt kan mærke, at de fotojournaliststuderende er et mindretal på holdet.

 

“Eksempelvis til skolens intromøde i starten af semesteret, hvor forskellige praktiske oplysninger om uddannelserne blev gennemgået. Her blev journalistuddannelsens opbygning gennemgået slavisk, mens fotojournalistuddannelsen kun nævnt perifert”, fortæller Emma.

 

Medieverdenen er presset, og i dag forventes det i mange tilfælde, at journalisterne selv laver deres billedmateriale. På den måde bliver fotojournalisternes arbejde lagt mere over på journalisterne. Dette provokerer Emma, da hun ikke mener, at journalisterne ‘bare’ kan lære at tage billeder og formidle visuelt.

“Det handler også om, at kunne tænke en historie ind i billederne og koble dette sammen”, pointerer Emma.

 

For Emma kræver god journalistik både fotojournalister og journalister.

 

 

Test af tophistorie – bør slettes

Etiam egestas, risus in consequat maximus, nisl nulla aliquam lorem, id pellentesque velit elit sit amet eros. Duis eleifend ex arcu, et molestie leo pellentesque in. Cum sociis natoque penatibus et magnis dis parturient montes, nascetur ridiculus mus. Fusce libero mi, imperdiet iaculis ultricies et, sollicitudin non nunc. Maecenas tempor quam at velit congue, consequat vulputate ante pretium.

Etiam consectetur tortor et quam tincidunt, nec tincidunt neque sollicitudin. Maecenas scelerisque est nunc, ac venenatis nulla ultricies et. Nullam vel iaculis justo, et mollis quam. Proin tincidunt vel leo vitae tempus. Phasellus sed velit ultricies, viverra nunc a, euismod metus. Aenean tincidunt ex id urna aliquet facilisis. Etiam eu vestibulum libero, et ornare odio. Maecenas rutrum est a magna dignissim, sed vehicula diam iaculis. Morbi et pulvinar orci. Etiam dignissim consequat velit vitae commodo. Nunc rutrum ultrices placerat.

Sed augue eros, maximus vitae dui vel, tempus finibus ligula. Nunc laoreet ex purus, a facilisis sapien facilisis quis. Quisque maximus ante sed lectus facilisis interdum.

Test af feature, bør slettes

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Duis commodo pretium nibh et facilisis. Aenean cursus bibendum tortor, at semper enim faucibus sit amet. Curabitur quis dui faucibus, commodo felis eu, lobortis velit. Phasellus hendrerit condimentum tellus, tincidunt cursus dolor consequat id. Proin malesuada tempus tristique. Curabitur eget ultricies urna. Aliquam ultrices sit amet elit in tempor. Nulla vehicula velit lorem, sodales scelerisque metus venenatis eget. Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Integer cursus luctus finibus. Pellentesque id varius ligula.

Vivamus sed tortor quis nisi accumsan convallis. Proin molestie, magna a scelerisque fringilla, velit lacus egestas enim, vitae dignissim quam diam facilisis erat. Nunc eu dictum orci. Integer accumsan diam nec sapien eleifend, nec gravida augue sagittis. Etiam ultricies consequat diam, mattis posuere mi varius eu. Morbi vitae mattis quam. Phasellus lacinia ipsum id dictum ultrices. Duis quis nisi eget nisl venenatis ornare. Aenean molestie, nunc ac dapibus rhoncus, dolor purus bibendum elit, a lobortis ante tellus ut diam. Nullam fermentum bibendum ligula.

Just another Mediajungle.dk site